Vores Ethanolfabrik

Nedenfor tapper vi cider til flaskegæringen, der varer op til 2 år. Vi smager på cideren undervejs. Da vi ikke anvender tilsætningskemi, er cideren levende og kan udvikle sig i mange retninger. Hvis cideren er i balance efter flaskegæringen, skal flaskerne blot ha' en etiket på, før de kan sælges (som 'Bonde-cider'). Hvis vi vurderer, at den har brug for en sødmejustering, kan vi degorgere flaskerne. Under degorgeringen fjernes flaskens bundfald, og en dosis sirup tilsættes, inden champagneproppen slås i (nu kalder vi produktet for en flaske 'Champ').

Et antal nøje afvejede urter (botanicals) er lagt i blød i hjemmebrændt råsprit - bemærk de smukke rosenblade. Hele 'suppen' destilleres igen efter et par dage. Resultatet kaldes 'London Distilled Gin'. Vi har også Whisky, Calvados og Rom på vej...

Nedenfor ses vores 'Braumeister 200' i aktion. Vi har som regel mindst 5 forskellige, hjemmebryggede øl på hanerne i vores bar. Hopfen und Malz, Gott erhalts !

Det roder, når 2 tons æbler skal slås til pulp og skovles op i pressen!

Når stakken af pladeriste og pulp i stofkuverter er klar, svinges den ind over det hydrauliske stempel, pumpen startes, og der presses med 380 bars tryk.. Værsgo, 50-80 liter most.

Mosten pumpes direkte til gæringstankene, hvor de vilde gærceller tager fat...